Oprettet

Sagsnummer
26/04115

Ikke medhold i klage over registrering af erstatningsudbetaling i BBR efter stormflodshændelse

Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over, at der skete registrering i BBR af udbetaling af erstatning fra stormflodsordningen i forbindelse med skader efter stormflodshændelse.

Skadelidte klagede over, at en udbetaling fra stormflodsordningen blev registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Skadelidte mente ikke, at der skulle ske registrering, da der på hændelsestidspunktet ikke var opført en bygning på ejendommen, samt at erstatningen var udbetalt til entreprenøren og ikke til skadelidte selv. Hvis registreringen ikke blev slettet, anmodede skadelidte om, at registreringen blev præciseret.

Naturskaderådet afviste at ændre eller fjerne BBR-registreringen med henvisning til forarbejderne til lov om visse naturskader (naturskadeloven). Heraf fremgår det eksplicit, at der skal ske registrering i BBR, når der udbetales erstatning fra naturskadeordningerne af hensyn til fremtidige købere, så de kan handle på et oplyst grundlag.

 

Læs hele Naturskaderådets afgørelse (PDF)