Oprettet
Sagsnummer
25/10907
Ikke medhold i klage over afvisning af erstatning for skader på løsøre i kælder
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at erstatte skader på løsøre placeret i kælderen efter stormfloden den 21. oktober 2023. Afgørelsen var begrundet i, at kælderen ikke var godkendt til beboelse.
Skadelidte klagede over forsikringsselskabets afvisning af at erstatte skader på løsøre placeret i kælderen af en fast ejendom, som havde lidt skade efter stormfloden den 21. oktober 2023.
Forsikringsselskabets begrundelse for afvisningen var, at kælderen, hvori det beskadigede var placeret, ikke var godkendt til beboelse. Selskabet mente derfor ikke, at sagen var omfattet af stormflodsordningen.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til naturskadeloven § 4, stk. 2, nr. 3. Heraf fremgår det, at der ikke ydes erstatning for skader på løsøre i kældre, medmindre disse er godkendt til beboelse. Naturskaderådet lagde vægt på, at kælderen ifølge Bygnings- og Boligregistret (BBR) ikke var godkendt til beboelse.
Naturskaderådet bemærkede endvidere, at stormflodsordningen forpligter forsikringsselskabet til at yde erstatning til skadelidte, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dette betyder, at erstatning skal udbetales til skadelidte og ikke øvrigt implicerede, jf. naturskadelovens § 5. Endeligt bemærkede Naturskaderådet, at naturskadeloven ikke pålægger forsikringsselskabet at rekvirere reparatører mv. på vegne af skadelidte, idet dette påhviler skadelidte selv.
På denne baggrund kunne anmeldelsen vedrørende disse forhold ikke blive behandlet efter reglerne i naturskadeloven.