Oprettet

Sagsnummer
25/02987

Ikke medhold i klage over afvisning af erstatning for sætningsskader som følge af konstruktionsfejl samt dræning og materialeudvaskning

Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af erstatning for sætningsskader samt dræning og materialeudvaskning efter stormfloden den 20.-21. oktober 2023. Afgørelsen blev begrundet med, at bygningens fejlkonstruktion var en medvirkende årsag til sætningsskadernes opståen og omfang.

Skadelidte klagede over forsikringsselskabets afvisning af at dække sætningsskader samt dræning og materialeudvaskning på en bygning efter stormfloden den 20.-21. oktober 2023.

Forsikringsselskabet begrundede afvisningen af sætningsskaderne med, at disse var en følge af bygningens fejlkonstruktion og ikke stormfloden, og at skaden derfor ikke var omfattet af stormflodsordningen efter lov om visse naturskader (naturskadeloven) § 7, stk. 2. Afvisningen af dækning for dræning og materialeudvaskning blev begrundet med, at skaderne skyldtes brud på en kloakledning, og at der derfor var tale om indirekte skader efter naturskadelovens § 4, stk. 2. 

Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse. Rådet lagde vægt på bygningens fundering samt på, at jordbundsforholdene bestod af ustabile ferskvandsdannelser. Bygningen blev på den baggrund vurderet til at være fejlkonstrueret. En mere hensigtsmæssig fundering ville efter rådets vurdering efter al sandsynlighed have mindsket eller helt forhindret de konstaterede sætningsskader. Fejlkonstruktionen blev derfor anset for en medvirkende årsag til skadens opståen og omfang efter naturskadelovens § 7, stk. 2.

Rådet fandt desuden, at en brudt kloakledning under bygningen kunne have medført dræning og materialeudvaskning, hvorfor der var tale om indirekte skader efter naturskadelovens § 4, stk. 2. På den baggrund kunne anmeldelsen vedrørende disse skader ikke blive behandlet efter reglerne i naturskadeloven.

 

Læs hele Naturskaderådets afgørelse (PDF).