Oprettet
Sagsnummer
24/06929
Ikke medhold i klage over afvisning af dækning af omkostninger til lovliggørelse af fundament
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække omkostninger til lovliggørelse af bygningens fundament efter stormfloden den 21. oktober 2023. Afgørelsen var begrundet i, at fundamentet ikke havde været direkte beskadiget i forbindelse med stormfloden.
Skadelidte klagede over forsikringsselskabets afvisning af at erstatte omkostninger til lovliggørelse af fundamentet i et beskadiget sommerhus i forbindelse med stormfloden den 21. oktober 2023.
Forsikringsselskabets begrundelse for afvisningen var, at bygningens fundament, hvis omkostninger til lovliggørelse sagen drejede sig om, ikke havde været direkte beskadiget i forbindelse med stormfloden. Forsikringsselskabet mente derfor ikke, at disse omkostninger kunne erstattes, jf. lov om visse naturskader (naturskadeloven) § 4, stk. 6, nr. 1.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til naturskadelovens § 4, stk. 6. Heraf fremgår det, at der ydes erstatning for ekstra byggeomkostninger op til 1 mio. kr., hvis disse er nødvendige for at opfylde de krav, som stilles af byggemyndigheder i henhold til byggelovgivningen ved genopførelse eller reparation af en bygning. Herudover er det bl.a. en betingelse, at udgifterne vedrører de dele af bygningen, der er beskadiget og bliver erstattet efter reglerne i naturskadeloven, jf. lovens § 4, stk. 6, nr. 1. Blandt andet med henvisning til overtaksators udtalelse i sagen lagde Naturskaderådet til grund, at der ikke var sket skade på fundamentet. Anmeldelsen kunne vedrørende disse forhold derfor ikke behandles efter naturskadelovens regler. Det kunne ikke føre til et andet resultat, om bygningen var erklæret totalskadet.