Afgørelse
Sagsnummer
25/06348
Ikke medhold i klage over selvrisiko efter skader på fritidsbolig
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets opkrævning af selvrisiko for skader på fritidsbolig efter stormflod i oktober 2023.
Skadelidte klagede over, at forsikringsselskabets opkrævede det selvrisikobeløb, der gælder for fritidsboliger, ved opgørelse af erstatningen.
Forsikringsselskabets begrundelse var, at den beskadigede ejendom var en fritidsbolig og ikke en helårsbolig. Selskabet opkrævede derfor et selvrisikobeløb på 10 % i stedet for 5 %.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med den begrundelse, at der faktisk var tale om en fritidsbolig, selvom boligen var registreret som helårsbeboelse. Naturskaderådet henviste i den forbindelse til Naturskaderådets dækningsvejledning. I den står der, at kategoriseringen af en bolig som enten fritids- eller helårsbolig som udgangspunkt skal foretages på baggrund af boligens status i BBR. Dette gælder dog kun, hvis skadelidte faktisk anvender boligen som helårsbeboelse. Da skadelidte ikke anvendte boligen til helårsbeboelse, men i stedet brugte den som sommerhus, vurderede Naturskaderådet, at boligen skulle betragtes som en fritidsbolig. Selvrisikoen skulle derfor opgøres til 10 %.