Afgørelse
Sagsnummer
24/06324
Ikke medhold i klage over afvisning af skader på dyr opdrættet i havbrug
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over skader på dyr, som var opdrættet i havbrug. Naturskaderådet fastslog, at der er forskel på ”havbrug” og ”dambrug”.
Skadelidte havde lidt skade på dyr opdrættet i havbrug efter stormfloden den 21. oktober 2023.
Efter lov om visse naturskaders § 4, stk. 2, nr. 16, dækkes skader på dyr ikke, medmindre dyrene opdrættes i dambrug. Spørgsmålet var derfor, om ”havbrug” kunne sidestilles med ”dambrug”, således at skaderne var dækket af stormflodsordningen.
Naturskaderådet fastslog – med henvisning til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside – at disse ikke kan sidestilles, idet et dambrug er et produktionsanlæg til fiskeopdræt på land, mens et havbrug forstås som værende et eller flere åbne netbure, der er forankret i havbunden.
Selvom ordet "havdambrug" i Naturskaderådets dækningsvejledning side 19, punkt 16, isoleret set kunne medføre usikkerhed om fortolkning af bestemmelsen, gav teksten i sin helhed efter Naturskaderådets opfattelse ikke anledning til tvivl, særlig henset til ordlyden af selve bestemmelsen (”dambrug”).
Der var således tale om skader på dyr, som ikke var omfattet af stormflodsordningen, jf. lov om visse naturskader § 4, stk. 2, nr. 16, hvorfor Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse, således at skadelidte ikke fik medhold i klagen.