Oprettet
Sagsnummer
25/03767
Ikke medhold i klage over afvisning af opstigende grundfugt på terrændæk
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af yde erstatning for skader på et terrændæk, der var forårsaget af opstigende grundfugt efter stormfloden i oktober 2023.
Skadelidte havde klaget over forsikringsselskabets afvisning af at yde erstatning for skader på et terrændæk, som skadelidte mente var opstået i forlængelse af stormfloden den 20.-21. oktober 2023.
Forsikringsselskabet havde begrundet afvisningen med, at der ikke kunne konstateres egentlige skader på terrændækket, men at der derimod var tale om slitageskader på en plastdug under terrændækket, som tidligere havde beskyttet mod opstigende grundfugt. Selskabet mente derfor ikke, at der var tale om en direkte skade, som var dækket i medfør af lov om visse naturskader (naturskadeloven) §4, stk. 2.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse, og henviste i den forbindelse til en vurdering foretaget af rådets overtaksator, som fastslog, at der ikke var tale om en skade, der kunne tilskrives stormfloden. Der var dermed tale om en indirekte skade, som ikke var omfattet af stormflodsordningen, jf. naturskadeloven § 4, stk. 2, hvoraf det fremgår, at der kun kan tilkendes erstatning for direkte skader.