Oprettet
Sagsnummer
24/09714
Ikke medhold i klage over afvisning af krav om tilskrivning af renter på erstatningsbeløb
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af skadelidtes krav om, at der skulle tilskrives renter på et erstatningsbeløb efter stormfloden i oktober 2023.
Skadelidte havde klaget over forsikringsselskabets afvisning af at tilskrive renter på det erstatningsbeløb, som skadelidte var tilkendt. Skadelidte mente, at kravet om rentetilskrivning var godtgjort, da selskabets udbetaling af erstatningsbeløbet efter skadelidtes opfattelse havde trukket i langdrag.
Forsikringsselskabet begrundede afvisningen af kravet med, at der ikke findes hjemmel til sådan rentetilskrivning på erstatningsbeløb udbetalt i medfør af lov om visse naturskader. Selskabet fastholdte desuden, at alle almindelige frister i forbindelse med sagens behandling og udbetalingen af erstatningsbeløbet var blevet overholdt, og at der derfor hverken materielt eller juridisk var belæg for rentekravet.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til renteloven § 3, stk. 3, hvori der står, at tidspunktet for renteberegning først kan begynde at løbe 30 dage efter, at både godkendelse af taksatorrapporten og dokumentation for udbedring er på plads. Naturskaderådet vurderede, at der ikke var grundlag for at forrente erstatningen, fordi forsikringsselskabet havde udbetalt erstatningen samme dag som taksatorrapporten blev godkendt af skadelidte.
Fristen i lov om visse naturskader § 8, stk. 3, hvorefter forsikringsselskabet skal træffe afgørelse senest 22 arbejdsdage efter, at alle nødvendige oplysninger til udarbejdelse af den endelige taksatorrapport, kunne ikke føre til et andet resultat. Formålet med denne frist er nemlig at sikre effektiv sagsbehandling og fremdrift i processen og kan derfor ikke anvendes som grundlag for renteberegning.