Oprettet
Sagsnummer
24/07353
Ikke medhold i klage over afvisning af indirekte skader på løsøre og ejendom
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække indirekte skader efter stormfloden i oktober 2023. Skaderne var ikke opstået på grund af direkte kontakt med vandet, og var derfor ikke dækket.
Skadelidte klagede over forsikringsselskabs afvisning af at erstatte skader på en erhvervsejendom, i form af sætningsskader på ejendommen samt skader på en del arbejdsredskaber og varelager.
Forsikringsselskabets begrundelse for afvisning af at dække en del af varerne var, at de skadede ting ikke havde været i direkte kontakt med vandet, og at skaderne på bygningen ikke var opstået som følge af oversvømmelsen. Selskabet mente derfor ikke, at sagen var omfattet af stormflodsordningen.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til Naturskadeloven § 4, stk. 1 og stk. 2. Heraf fremgår det, at der ikke ydes erstatning for indirekte skader, hvilket bl.a. vil være løsøre, som ikke har været i direkte kontakt med vandet, og skader der har udviklet sig efter vandet har trukket sig tilbage. Ligeledes vil sætningsskader på bygninger også betegnes som indirekte skader, idet disse skader er opstået over tid.