Oprettet
Sagsnummer
24/09381
Ikke medhold i klage over afvisning af indirekte sætningsskader
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække sætningsskader, der allerede var til stede på tidspunktet for stormfloden i oktober 2023.
Skadelidte havde lidt sætningsskader på gulvet i sin ejendoms pejsestue efter stormfloden den 20.-21. oktober 2023. Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afvisning af at tilkende erstatning.
Naturskaderådet vurderede, at sætningsskaderne allerede var til stede før stormflodshændelsen, og at der på forhånd var tegn på sætningsproblemer og revnedannelser langs fugerne. Rådet vurderede desuden, at der tidligere havde været foretaget reparation af fugerne med plastikfugemasse. På baggrund heraf vurderede Naturskaderådet, at skaderne ikke var en direkte følge af stormflodshændelsen, men at de derimod var indirekte skader, som ikke var dækket af stormflodsordningen, jf. lov om visse naturskader (naturskadeloven) § 4, stk. 2.