Oprettet

Sagsnummer
24/06111

Ikke medhold i klage over afvisning af skader på fiskehytte på kaj

Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække skader på en fiskehytte placeret på kaj efter stormfloden i oktober 2023.

Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at yde erstatning for skader på en fiskehytte, som var placeret på en kaj, og som blev beskadiget i forbindelse med stormfloden den 20.-21. oktober 2023.

Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at hytten var en mindre bygning placeret på havnen. Selskabet mente derfor ikke, at forholdet var omfattet af stormflodsordningen i medfør af lov om visse naturskader (naturskadeloven) § 4, stk. 2, nr. 13.

Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til naturskadeloven § 4, stk. 1, hvoraf det fremgår, at der ydes erstatning for skader på fast ejendom, hvilket defineres i Naturskaderådets dækningsvejledning som værende en bygning. Begrebet bygning defineres yderligere som værende en menneskeskabt konstruktion, som er forbundet med grunden. Da fiskehytten ikke var forbundet med grunden, fandt Naturskaderådet således, at der ikke kunne ydes erstatning i henhold til stormflodsordningen.

Naturskaderådet noterede desuden i afgørelsen, at det var uden relevans for sagens udfald, at forsikringsselskabet havde henvist til den forkerte bestemmelse.

 

Læs hele Naturskaderådets afgørelse (PDF)