Oprettet
Sagsnummer
24/06087
Ikke medhold i klage over afvisning af skader på bygning placeret i haven
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække skader på tiloversbleven landbrugsbygning efter oversvømmelse.
Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at yde erstatning for skader på en ejendom efter en oversvømmelseshændelse.
Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at ejendommen ikke blev benyttet til beboelse og ikke var sammenbygget eller delte fundament med hovedbygningen (beboelsen).
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse, og lagde i sin vurdering vægt på, at bygningen, som var et møllehus, ikke var registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) som en beboelsesbygning, men derimod som en tiloversbleven landbrugsbygning. Efter oversvømmelsesordningen måtte bygningen derfor betragtes som en bygning placeret i haven, som ikke var dækket af ordningen, jf. lov om visse naturskader § 4, stk. 2, nr. 9.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at forsikringsselskabet i sin afvisning havde henvist til en urigtig lovbestemmelse, idet resultatet af afvisningen var rigtigt.