Oprettet
Sagsnummer
24/06419
Ikke medhold i klage over afvisning af erstatning for genhusning
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at yde erstatning for omkostninger til genhusning efter stormfloden i oktober 2023.
Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at tilkende erstatning for omkostninger til genhusning, mens skader på stueetagen i skadelidtes ejendom blev udbedret efter stormfloden den 20.-21. oktober 2023.
Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at ejendommen ikke var ubeboelig, imens udbedringerne stod på. Selskabet mente derfor ikke, at der kunne tilkendes erstatning i medfør af lov om visse naturskader (naturskadeloven).
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse og henviste til § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om erstatning for stormflod mv., hvori der står, at genhusning er nødvendig, hvis ejendommen efter skadens indtræden er ubeboelig. Naturskaderådet vurderede, at dette ikke var tilfældet i denne sag og lagde tilmed vægt på, at forsikringsselskabet havde tilbudt skadelidte opbevaring af inventar og løsøre, mens udbedringen stod på, hvilket skadelidte havde afvist.
Da genhusning ikke var nødvendig, kunne der ikke ydes erstatning for omkostningerne i tilknytning hertil, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.