Oprettet

Sagsnummer
24/06868

Ikke medhold i klage over afvisning af erstatning for fyringsolie i nedgravet olietank

Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at yde erstatning for fyringsolie opbevaret i nedgravet olietank, som blev fyldt med havvand under stormfloden i oktober 2023.

Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at yde erstatning for fyringsolie til et oliefyr, som blev opbevaret i en olietank, som var gravet ned i haven, og som blev fyldt med havvand som følge af stormfloden den 20.-21. oktober 2023. 

Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at fyringsolie betragtes som løsøre efter almindelige erstatningsretlige principper, og det var derfor ikke omfattet af stormflodsordningens anvendelsesområde, fordi det blev opbevaret i haven. 

Naturskaderådet stadfæstede afvisningen med henvisning til lov om visse naturskader § 4, stk. 2, nr. 9, hvoraf det følger, at der ikke ydes erstatning for løsøre placeret i haven. Der henvistes derudover til Naturskaderådets dækningsvejledning, som fastslår, at løsøre, der ikke er placeret i en lukket bygning, som udgangspunkt betragtes som værende placeret i haven.

Naturskaderådet slog desuden fast, at en olietank ikke kan betragtes som et haveanlæg, samt at det ikke betragtes som en installation til brug for bygningens drift.

 

Læs hele Naturskaderådets afgørelse (PDF)