Oprettet
Opdateret
Sagsnummer
15/04031
Ikke erstatning for udgifter til udbedring af rustskader
Stormrådet afviste klage over afvisning af erstatning af rustskader på port, da rust er en indirekte skade og dermed direkte undtaget for erstatning.
Skadelidte klagede over forsikringsselskabets afvisning af erstatning for rustskader på port til parkeringskælder opstået som følge af stormfloden den 5.-6. december 2013. Forsikringsselskabet afviste at dække rustskaden, da rustangrebet var en indirekte skade og derved ikke omfattet af stormflodsordningen.
Stormrådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse, da rustangreb er en indirekte skade, jf. § 4, stk. 2 i lov om stormflod og stormfald. Indirekte tab er de tab, som skadelidte har som følge af stormflodens indtræden, men som enten ikke har den tidsmæssige nødvendige sammenhæng, eller hvor tabet ikke er en direkte følge af stormfloden.
Stormrådet lagde vægt på, at rustangrebet ikke havde den nødvendige tidsmæssige sammenhæng med stormfloden, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning for udgifter til udbedring af rustangrebet.