Skadelidtes pligter

Skadelidte har pligt til at:

- Foretage handlinger til at afværge skaden

- Begrænse skaden (skadesbegrænsning)

- Opbevare skadet løsøre og skadede bygningsdele

Hvad kan man gøre for at afværge skaden

Ifølge naturskadelovens § 7, nr. 4, skal skadelidte foretage "foranstaltninger, som efter forholdende var rimelige for at afværge eller begrænse skaden".

I det omfang det er muligt, bør skadelidte derfor:

- Flytte løsøre (herunder møbler) til dele af bygningen, hvor skaden på løsøret bliver mindst mulig.

- Forhindre vandet i at trænge ind i bygningen ved at lukke døre, vinduer, spjæld mv.

- Tilkalde assistance, fx fra det lokale beredskab i det omfang, der er behov for det.

Hvis det er muligt, kan der gøres brug af sandsække eller andre barrierer til at holde vandet ude af bygningen. Der ydes som udgangspunkt ikke erstatning for forebyggende foranstaltninger som eksempelvis udgifter til sikring af bygning eller flytning af løsøre.

Skadesbegrænsning

Efter skaden er sket, har skadelidte pligt til at begrænse skaden. Dette er nødvendigt både for muligheden for at få erstatning og for at undgå følgeskader. Der ydes ikke erstatning for følgeskader. Skadesbegrænsning omfatter oftest at pumpe resterende vand væk, affugte ejendommen samt at rydde op og gøre rent efter skaden, så skaden ikke forværres. Det anbefales, at skadelidte tager kontakt med et professionelt firma, som forestår affugtningen og løbende foretager kontrol og fugtmåling. Skadelidtes forsikringsselskab kan ofte hjælpe med kontakten, hvis det ikke er muligt selv at finde professionel affugtning.

Opbevaring af skadet løsøre og bygningsdele

Når skaden skal gøres op, er det vigtigt at taksator kan se, hvad der er blevet skadet og i hvilket omfang. Skadelidte bør derfor opbevare skadet løsøre og bygningsdele, indtil dette har været besigtiget og vurderet af taksator.

Skadelidte bør tage billeder af det ødelagte, hvis det er nødvendigt at renovere eller reparere ødelagte genstande, inden skaden bliver besigtiget. Er der ikke taget billeder, er det meget vanskeligt efterfølgende at dokumentere skadens omfang over for taksator.

Se også "Skadelidte", "Følgeskader", "Affugtning" og "Begrænsning af skader".