Oprettet
Sagsnummer
24/06817
Medhold i klage over afvisning af erstatning for løsøre i kælder over terræn
Naturskaderådet gav medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at tilkende erstatning for løsøre placeret i kælder over terræn, som blev skadet efter stormfloden i oktober 2023.
Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at tilkende erstatning for løsøre, som var placeret i et depotrum, der kunne betragtes som værende en kælder over terræn. Løsøret blev skadet som følge af stormfloden den 20.-21. oktober 2023.
Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at der ikke efter stormflodsordningen ydes erstatning for løsøre, som er placeret i kælderrum, der ikke er godkendt til beboelse, og som ligger under terræn.
Naturskaderådet gav skadelidte medhold med henvisning til, at det af lov om visse naturskader § 4, stk. 2, nr. 3, fremgår, at der ikke ydes erstatning for løsøre i kælder under niveau, men at dette efter Naturskaderådets praksis fortolkes snævert. Det betyder, at fordi skadelidtes kælderrum var over niveau, var det ikke omfattet af bestemmelsen, og der kunne derfor godt tilkendes erstatning for skader på rummet og løsøre deri.