Oprettet

Sagsnummer
24/09701

Ikke medhold i klage over afvisning af skader på løsøre i kælder

Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at dække skader på løsøre i kælder efter stormfloden i oktober 2023.

Skadelidte klagede over forsikringens afvisning af at yde erstatning for skader på fastmonterede keglebaner i en kælder, der ikke var godkendt til beboelse, idet skadelidte var uenig i, at banerne blev anset som løsøre.

Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at keglebanerne let kunne afmonteres uden at efterlade omfattende, permanente skader på ejendommen, og at de derfor ikke var omfattet af naturskadeordningen i medfør af lov om visse naturskader (naturskadeloven) § 4, stk. 2, nr. 3.

Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til naturskadeloven § 4, stk. 2, nr. 3, hvoraf det fremgår, at der ikke ydes erstatning for skader på løsøre i kælder eller rum under terræn, der ikke er godkendt til og anvendes som beboelse. Naturskaderådet lagde vægt på, at banerne ikke kunne betragtes som en bygningsdel, samt at de kun var fastgjort med enkelte fixpunkter og derfor let kunne fjernes igen. Banerne var derfor løsøre i tinglysningslovens forstand, og der kunne derfor ikke tilkendes erstatning for skaderne på dem i henhold til stormflodsordningen.

 

Læs hele Naturskaderådets afgørelse (PDF)