Oprettet
Sagsnummer
25/10421
Ikke medhold i klage over afvisning af erstatning for opmagasinering af løsøre
Naturskaderådet gav ikke medhold i klage over forsikringsselskabets afvisning af at yde erstatning for opmagasinering af løsøre efter stormflod. Der kan kun ydes erstatning for opmagasinering ved skader på helårsboliger.
Skadelidte klagede over forsikringsselskabets afvisning af at erstatte omkostninger til opmagasinering af løsøre i forbindelse med udbedring af skader på skadelidtes sommerhus efter stormflod.
Forsikringsselskabets begrundelse for afvisningen var, at der ikke kan ydes erstatning for opmagasinering, når det er et sommerhus, der er stormflodsskadet. Selskabet mente derfor ikke, at sagen var omfattet af stormflodsordningen.
Naturskaderådet stadfæstede forsikringsselskabets afgørelse med henvisning til lov om visse naturskader § 4, stk. 5. Heraf fremgår det, at stormflodsordningen dækker omkostninger for nødvendig opbevaring af løsøre i forbindelse med udbedring af stormflodsskader. Naturskaderådet henviste dog videre til § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen om erstatning for skader forårsaget af stormflod, oversvømmelse og tørke, at der kun er mulighed for erstatning for opbevaring af løsøre fra helårsboliger eller fra sommerhuse, der anvendes som helårsboliger. Sommerhuset i denne sag blev udelukkende anvendt som sommerhus, og stormflodsordningen kunne derfor ikke dække omkostningerne til opmagasinering af løsøre.