Værdiforringelse
Forsikringsselskabet kan foretage fradrag for slid og ælde i overensstemmelse med almindeligt anvendte principper i forsikringsbranchen. Det betyder, at forsikringsselskabet kan nedsætte erstatningen som følge af alder, slid eller nedsat anvendelighed. Tørkeordningen dækker ikke skader på løsøre.
Helårsbeboelse og fritids- og sommerhuse
Værdiforringelsen vurderes på grundlag af den tilstand, det beskadigede var i umiddelbart inden skaden, som følge af almindelig brug, vejrets påvirkning og evt. andre individuelle omstændigheder, fx ikke-intakte bygningsdele, og ikke på baggrund af afskrivningstabeller. Partiel reparation af en bygningsdel betales fuldt ud, med mindre det vurderes at blive dyrere end genanskaffelse minus eventuel afskrivning. Ved værdiforringelse med mere end 50 pct. af nyværdien, fx på grund af slid, alder eller andre omstændigheder, ydes der erstatning til dagsværdi.
Privat løsøre
Privat løsøre (genstande), som er under 2 år gamle, værdiforringes ikke, hvis de var uden skader før stormfloden eller oversvømmelsen. For løsøre, som er ældre end 2 år, vil der være værdiforringelse for alder og brug, hvis nytteværdien er nedsat.
Erhvervsejendomme
Værdiforringelsen vurderes på grundlag af den tilstand, det beskadigede var i umiddelbart inden skaden som følge af almindelig brug, vejrets påvirkning eller andre individuelle omstændigheder, fx ikke-intakte bygningsdele, og ikke på baggrund af afskrivningstabeller. Partiel reparation af en bygningsdel betales fuldt ud, med mindre det vurderes at blive dyrere end genanskaffelse minus eventuel afskrivning. Ved værdiforringelse med mere end 30 pct. af nyværdien f.eks. på grund af slid, alder eller andre omstændigheder, ydes der erstatning til dagsværdi.
Erhvervsløsøre
Afhængig af typen af løsøre ydes der enten erstatning til nyværdi eller dagsværdi med fradrag i medfør af Naturskaderådets afskrivningspraksis, herunder vejledende afskrivningstabeller.
For afgrænsning af bygning og løsøre se "Fordelingsvejledning".
Se også "Løsøre", "Nytteværdi", "Erstatning".