Tørke

I naturskadelovens forstand er der tale om en tørkehændelse, når der sker kraftig udtørring af den ikke-overfladiske jordbund. 

En tørkehændelse er et resultat af, at jordbunden bliver usædvanligt tør. Dette sker oftest, når der i jorden fordampes mere vand, end der tilføres fra f.eks. nedbør. Sådanne udtørringer sker ofte efter længerevarende varmeperioder uden regn, eller hvis jorden ikke kan holde på vandet.

Når jorden mangler vand, mister den altså sin naturlige fugt og kan begynde at skrumpe - dette kan især ske for lerholdig jord, som findes i store dele af Danmark. Mange bygninger i Danmark står på eller tæt ved lerholdig jord, og jorden vil altså eventuelt svinde ind, når den bliver usædvanligt tør.

En kraftig udtørring af den ikke-overfladiske jordbund kan f.eks. resultere i:

– Sætningsskader, hvor bygningen eller dele af bygningen begynder at synke eller rykke sig, fordi underlaget ikke længere er lige så stabilt.

– Revner i f.eks. murværk, sokler eller indvendige vægge.

– Skæve døre, vinduer eller rør.

 

Afgørelse og sagsbehandling

Det er Naturskaderådet, som træffer afgørelse om, hvorvidt der har været en tørkehændelse på baggrund af en konkret anmeldelse. Det betyder, at en skade skal anmeldes, før det er muligt at afgøre, om skaden i den enkelte sag er erstatningsberettiget. Eftersom det er jordbunden, der skal være kraftigt udtørret, træffes afgørelsen af Naturskaderådet efter en uvildig jordbundsundersøgelse af skadestedet.

Afgør Naturskaderådet, at en skade er berettiget til erstatning som følge af tørke, viderebehandles sagen af det forsikringsselskab, hvor den faste ejendom er brandforsikret. Forsikringsselskabet afgør også størrelsen af en eventuel erstatning.

 

Læs mere om tørke, anmeldelse, skadesbegrænsning og klageadgang.