BBR

Bygnings- og Boligregistret

Erstatning til bygningsskader efter stormflod eller oversvømmelse fra vandløb eller søer registreres i BBR. Her finder du en gennemgang af, hvad Naturskaderådet registrerer, hvornår og hvorfor.

Registreringen i BBR sker, når der er udbetalt erstatning til skader på en bygning. Det vil sige, at såfremt der kun er udbetalt erstatning til løsøre, genhusning eller skadesbegrænsning, registreres der ikke i BBR.

Registreringen sker på alle bygninger på den adresse som har modtaget erstatning. Registreringen er placeret på bygningsniveau i BBRs datamodel, under emneområdet ”Forsikring”.

Stormrådet har adgang til tre felter i BBR:

  • Oplysningsfelt: I dette felt vises en generel oplysning om hvor længe Naturskaderådet har registreret erstatningsudbetalinger til bygning, samt en henvisning til Naturskaderådets hjemmeside.
  • Datofelt: I dette felt registreres dato for seneste skadeshændelse hvorfra der er modtaget erstatning.
  • Øvrige bemærkninger: Dette felt har ikke nødvendigvis en fast struktur, men det tilstræbes, at notere hvilke hændelser som Naturskaderådet har udbetalt erstatning fra.

Registreringen har primært til formål at gøre fremtidige huskøbere opmærksomme på, at der har været en erstatningsudbetaling på ejendommen, som omhandler reparation efter en skade.

Da det ikke er sikkert, at ejerens eget forsikringsselskab er informeret om sagen, er BBR-registrering den sikreste måde at søge information om dette på.

Bygnings- og Boligregistret (BBR) er et fællesoffentligt register, der indeholder informationer og oplysninger om de enkelte ejendomme og bygninger i Danmark.

Dataansvaret og ejerskabet over BBR ligger hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteministeriet. Den daglige drift af BBR varetages af KOMBIT, mens den primære registreringsaktør for en ejendom typisk vil være den enkelte kommune.

Gå til Bygnings- og Boligregistret (BBR) 

 

Misvisende registrering?

Hvis du som ejer af en ejendom mener, at registreringen fra Naturskaderådet er misvisende, vil vi opfordre dig til at kontakte Naturskaderådets sekretariat.
Kontakt Naturskaderådets sekretariat