Øvrige nyheder

Naturskaderådet: Erstatningssager ved Vilstrup Strand skal genoptages

En række ejendomme ved Vilstrup Strand i Haderslev Kommune blev oversvømmet og beskadiget under stormfloden i 2023. Naturskaderådet har nu afgjort, at forsikringsselskaberne skal genoptage sagerne om de anmeldte skader som følge af, at Kystdirektoratet har revideret sin udtalelse om stormfloden i området.

Naturskaderådet har i en ny afgørelse erklæret, at flere ejere af ejendomme ved Vilstrup Strand i Haderslev Kommune skal have genoptaget deres sag om erstatning efter stormfloden i oktober 2023. De berørte borgere vil blive kontaktet af deres forsikringsselskab.

Oprindeligt udtalte Kystdirektoratet, at ejendommene ligger på vandsiden af et dige. Stormflodsordningen omfatter ikke ejendomme foran diger, og ejerne kunne dermed ikke få erstatning for skader efter stormfloden.

Kystdirektoratet har i februar 2026 revideret sin udtalelse og fastslår nu, at vandet kom fra Hoptrup Bæk, der gik over sine breder, da stormfloden pressede vand op i bækken. Derudover har Kystdirektoratet fastslået, at der befinder sig diger mellem ejendommene og Hoptrup Bæk. Disse diger er relevante for vurderingen af, om de pågældende ejendomme er omfattet af Stormflodsordningen.

Når en stormflod rammer Danmark, er det Naturskaderådet, der på baggrund af oplysninger fra blandt andet Kystdirektoratet afgør, på hvilke kyststrækninger der har været stormflod.

I lyset af Kystdirektoratets reviderede udtalelse fra februar 2026 har Naturskaderådet truffet afgørelse om, at forsikringsselskaberne skal genoptage behandlingen af de anmeldte skader i området. Det gælder de sager, som har medført helt eller delvist afslag på erstatning. 

Pressekontakt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er sekretariat for Naturskaderådet. Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.