Øvrige nyheder

Stormflodsområdet efter stormen Pia 22. - 23. december 2023 er udvidet

Naturskaderådet har i dag afgjort, at kyststrækningen mellem Århus (Studstrupværket) og Fornæs Fyr (nord for Grenå) samt kyststrækningen mellem Asnæs Fyr og Halsskov Odde også er en del af stormflodsområdet efter stormen Pia 22. - 23. december 2023.

Baggrunden for udvidelsen af stormflodsområdet er yderligere oplysninger i forhold til dem, som lå til grund for Naturskaderådets oprindelige afgørelse. Det gælder henvendelser fra ramte borgere, supplerende vandstandsdata, vurdering af højdeforhold samt en kystteknisk vurdering af vandstandsforhold langs kysterne. Disse yderligere oplysninger indebærer således, at de nu tilføjede områder også har oplevet vandstande, som overgår en 20-årshændelse.

Naturskaderådets afgørelse betyder, at også de skaderamte i /de tilføjede områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af den forhøjede vandstand. En eventuel ansøgning om erstatning skal ske senest 5. marts 2024.

Stormflodsområdet for stormfloden efter stormen Pia 22. - 23. december omfatter herefter følgende geografiske områder (se også vedlagte kort):

  • Lokalt i den sydlige del af Nissum Fjord (Felsted Kog) syd for en linje mellem Fjandø og Damhus Å Havn
  • Århusbugten: Strækningen fra Studstrupværket til og med Dyngby Strand
  • Hele Odense Fjord og området nord herfor i Kattegat - afgrænset af en linje mellem Flyvesandet og Fyns Hoved
  • Kysten nord og øst om Sjælland fra Asnæs Fyr til Prøvestenens nordøstlige hjørne (København); inklusive Kalundborg Fjord, Sejerøbugten, Sjællands nordkyst og Øresundskysten, Roskilde Fjord og Isefjord, samt
  • Kyststrækningen mellem Studstrupværket (Århus) og Fornæs Fyr (nord for Grenå) og
  • Kyststrækningen mellem Asnæs Fyr og Halsskov Odde

Se kort over de berørte områder (PDF)

Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan især ramme kysterne i månederne oktober til april.

Det er Naturskaderådet, som afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et givet tidspunkt. Afgørelsen træffes efter udtalelser fra DMI og Kystdirektoratet. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.

Der kan også være områder, som er ramt af ekstremt høj vandstand i vandløb eller søer. Her kan det være, at Naturskadepuljen også dækker i medfør af oversvømmelsesordningen. For at der er tale om en oversvømmelse, skal der ligeledes være tale om en statistisk 20-årshændelse.

I sager om oversvømmelser fra vandløb og søer skal der dog tages stilling til hver enkelt sag på baggrund af den konkrete anmeldelse og en udtalelse fra Miljøstyrelsen. Dagens afgørelse fra Naturskaderådet har således intet med disse oversvømmelsessager at gøre.

Skader fra stormflod og oversvømmelser fra vandløb og søer skal alle anmeldes i Naturskadebasen (stormbasen.dk). Det vil være skadelidtes forsikringsselskab, som behandler disse sager, og forsikringsselskabet som kan svare på spørgsmål om for eksempel genhusning, og hvad der er dækket.

 

Pressekontakt:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98.